Fra et liv fyldt med mening som jordemoderassistent på fødegangen i Roskilde, mor til to og midt i sit “lykkeår” i 2017… til et splitsekund den 3. januar 2018, hvor alt ændrede sig. En højresvingende lastbil. En ulykke. Og et liv, der skulle genopfindes.
Dorthe tog os med helt tæt på rejsen:
Fra chokket og de første døgn på Riget, hvor hendes veninder trådte til og blev familie 💛
Til 17 operationer, 3 måneder i en seng – og de små, men kæmpestore sejre:
👉 Første gang op
👉 Første tur ud i frisk luft
👉 Første skridt med protese
👉 Første gang hun selv kunne gå på toilettet – FRIHED
Det var ikke kun en fortælling om at overleve. Det var en fortælling om at leve videre.
Om savnet som drivkraft.
Om at holde fast i normalitet – selv med påskefrokost i en hospitalsforhal.
Om at være mor, selv når man ikke kan være der, som man plejer.
Og om de usynlige ar – især PTSD – som i dag er den største udfordring.
Dorthe satte også ord på noget, der ramte os alle:
- At vi lever i en perfekthedskultur, hvor især kvinder er hårde ved sig selv.
- At værdien af et menneske ikke måles i perfektion.
- Og at når én drøm slukkes – må man finde en ny.
I dag står hun med et nyt liv, en ny krop – men stadig sig selv. Og med et stærkt ønske om at gøre verden bedre for mennesker med handicap.
En sætning blev hængende i rummet:
"Jeg tager stadig billeder af mine ben."
Tak, Dorthe, for din ærlighed, styrke og livsmod. Du mindede os om, hvad der virkelig betyder noget.